10
endnu kuns een oprigtig Ven. og denne Ven er
den behagelige (*) Socrates, en Søn af So¬
phroniscus og Phenærete. Alc. Jntet er vissere.
Soer. Haver J ikke selv ofte villet spørge mig,
hvorfor jeg var den eneste af alle Eders Venner,
som ikke forlod Eder? Alc. Jo. Soer. Og nu
siger jeg Eder det, fordi jeg var den eneste, som
elskede Eder selv. Dersom J ikke lader Eder for¬
føre af Mængden og forfalde til Laster, skal jeg
aldrig forlade Eder. Men jeg frygter meget,
at en umaadelig Ærelyst og Begierlighed, til at
behage, omsider skal fordærve Eder, ligesom den
har fordærvet saa mange af vore beste Medborge¬
re. Det Atheniensiske Folk har en smuk ud¬
vortes Anseelse; men lad os betragte deres ind¬
vortes Egenskaber. Troe mig, Alcibiades, J
behøver at tage Eder i Agt? Alc. Hvorledes?
Soer. Førend J møder i de offentlige Forsamlin¬
ger, og blander Eder i nogen Forretning, maae
J først lære, hvad J behøver at vide, for ikke i
Omgang at blive befænget af den almindelige For¬
dærvelse. Alc. Alt dette er meget vel sagt, So¬
erates; men siig mig da, hvad jeg skal giøre,
for at kiende mig selv? Soer. Dersom det, som
man
(7) Socrates siger dette af Skiemt, fordi han
ikke, som andre af Alcibiadis. Venner, besad
saadanne udvortes Egenskaber, hvormed han
runde indtage Folk.
