112
gaaer et heelt Selskab af Mennesker, en heel
Bye?, Alc. Endnu mindre. Soer. Saadant et
Menneske kan da aldrig være en god Embeds¬
mand; han kan ikke engang regiere vel en Fami¬
lie; hvad siger jeg, han kan ikke regiere sig selv;
thi han veed ikke ret, hvad han giør, og maae
derfor begaae mange Feil. Alc. Saa er det.
Soer. Naar man begaaer Feil, skader man sig
selv; den, som skader sig selv, bliver ulykkelig,
og giør dem, som han regierer, tilsidst ulykkelige
med sig selv. Alc. Hvem kan nægte det? Soer.
Saadant et Menneske kan da hverken være god,
eller viis, eller lykkelig? Alc. Nei. Soer. Og
alle Lastefulde ere derfor ulykkelige? Alc. Ja,
meget ulykkelige. Soer. Og det er ikke Rigdom,
men Viisdom, som bevarer Menneskene fra Ulyk¬
ke? Alc. Ja. Soer. Baade J og ethvert Men¬
neske, som ikke alene vil regieie sig selv og de
Ting, som høre ham til, men og en heel Bye
eller Selskab, maae derfor først og fornemmelig
tragte efter Dyden? Alc. Uden Tvivl. Soer.
J maae altsaa ikke tænke saa meget paa at skaffe
Eder selv og Eders Bye stor Formue og Magt
til at giøre, hvad J ville, som paa at faae Viis¬
dom og Retfærdighed. Alc. Dette synes mig, at
være uimodsigeligt. Soer. Forestil Eder, kiere
Alcibiades, et Menneske, som havde Magt til
at giøre hvad han vilde, men ingen Forstand;
