23
"Forfatteren videre, havde jeg snart ønsket mig
"Skarpretteren tilbage igien; thi, saa længe
"denne var tilstæde, talte vor Demonstrant ikke
"et Ord. Endelig spurgte jeg ham af Ondskab,
"om han og var Poet? Han forsikrede mig, at
"han allerede i Skolen havde bragt det vidt i
"Poesien, men nu kom en Poet ham for som en
Liniedanser. Han skiendte paa Herr von Ha¬
"gedorn, og om mine Vers sagde han, at der
"var intet Judicium i dem. Roes nok! tænk¬
"te jeg, -- - Ja nok, raabte hele Selska¬
bet, for ham og alle saadanne uforskammede Sa¬
tirmagere.
Skulde der være nogle af mine Læsere, hvil¬
ket jeg dog ikke formoder, saa ukyndige, som dis¬
se Lærde, at de ikke vidste, at disse Stykker ere
tagne af Gellerts Breve, og af hans Afhandling
om Smagen; da vil jeg bede dem, at de for de¬
res egen Æres Skyld ville snart kiøbe den Danske
Oversættelse deraf, som nyelig er udkommen. Jeg
var ikke haard nok til at giøre disse lærde og ryn¬
kede Pander røde, ved at sige dem, at denne
Forfatter, som de saa meget lastede, var just den,
som de nyelig havde roest, den naturlige og uskyl¬
dige Gellert. Andre havde maaskee ikke kunnet
nægte sig selv denne liden Hævn, og de Læsere,
som ere af Selskabets Tanker, maae derfor ende¬
lig giøre sig en Bog bekiendt, hvis Forfatters
