29
Dyd og Religion sielden, men Frygt for Straf¬
sen alene aldrig kan bevæge Menneskene. Naar
Fordærvelsen i Sæderne tager Overhaand, søger
man forgieves at skierpe Straffene. De skræk¬
ke i Begyndelsen; men siden vænnes man dertil.
De onde Vaner blive, man søger nye Udflugter,
man røres tilsidst ikke mere af de store Straffe,
end man før blev bevæget af de mindre; mange
Mennesker blive ulykkelige, og det hele Folk haar¬
dere uden at blive bedre. Jstedet for at udryd¬
de de gamle Laster, giver man kuns Anledning
til nye, som endnu ere værre; Haardhed, Ubarm¬
hiertighed, Trodsighed, Gienstridighed, og en¬
delig Oprør ere Følger af den elendige Statskonst,
som ikke kiender andre Midler til at bevæge Men¬
neskene, end Tvang, og som skikker sig saa lidt
til fornuftige Kreature, at man vilde foragte dens
Grundregler endog i en Rideskole. Disse umæ¬
lende Kreature ere endog for ædle Skabninger til
at kunne regieres ved Tvang alene; man maae
kiende deres naturlige Egenskaber, man maae
læmpe sig efter dem, dersom man vil bringe dem
til den Fuldkommenhed, hvortil Naturen har gi¬
vet dem Kræfter.
Men hvilke ere nu de Midler, ved hvilke
et Folks fordærvede Sæder kunne forbedres?
Tvangsmidler og Straffe kunne ikke giøre det.
Lovgiveren maae endog, ved at skierpe Straffe¬
