93
give Lovene, maae baade have Jndsigt og Villie
til at give dem gode. Jeg vil ikke igientage, hvad
jeg allerede tilforn har sagt, om den Jndsigt, som
udkræves til Lovgiverkonsten, og hvorom Læserne
allerbest kan dømme af Selskabets Plan. De,
som adlyde Lovene, maae og have noget af den¬
ne Jndsigt. Et Folk kan ikke ved Lovene være
lyksaligt, uden at være fornøiet med Lovene, og
det kan ikke være fornøiet, uden at kiende selv i
det mindste i nogen Grad, at Lovene ere gode.
De maae altsaa vide deres Grunde, de maae op¬
lyses derom, og have Tilladelse at undersøge dem;
derpaa beroer Folkets Fornøielse, Kierlighed og
Tillid til Regieringen, og uden disse Ting kan ik¬
ke et Folk være lyksaligt. Den viseste Regent
behøver ofte mange, endog de ringeste Betiente¬
res Undersøgninger og Raad, for at indrette en
Lov saaledes, at den kan passe til hele Staten.
Disse Folk maae have Jndsigt, ikke alene for at
kunne villig adlyde Lovene, men og for at kunne
give dem, og sætte dem i Verk. En udbredet
Jndsigt i Lovgiverkonsten er altsaa den ene Grund
til et Folks Lyksalighed.
Men denne Jndsigt nytter ikke, uden Vil¬
le til at bruge den; og denne beroer paa de be¬
vægende Grunde af Dyd, Ære, Egennytte eller
Frygt, nemlig, hvad Virkning de giøre saavel
paa dem, der give, som paa dem, der adlyde
