51
Med begge disse Egenskaber kan Dyden alene
endda sielden bevæge Menneskene til saa store
Opofrelser, uden at understøttes af Æren. Dis¬
se Grunde virke paa en forskiellig Maade, efter
Menneskets adskillige Vilkaar. Lovgiveren sø¬
ger vel altid at forbedre disse Vilkaar, men han
kan ikke strax og aldrig ganske omskabe Menne¬
skene. Man maae derfor ikke forlange mere,
end at han bruger de beste Grunde, som enhver
Statsforfatning og Menneskets Tilstand tillader.
Æren udretter f. Ex. i en vis Forfatning og i
en vis Tilstand mere end Dyden; at nægte det¬
te, var, at nægte den hele Historie og daglige
Erfarenhed. At forlange, at en Lovgiver strax
skulde giøre alle Folk dydige, var, at forlange
urimelige Ting. At paastaae, at han imidler¬
tid ikke maatte bruge Æren, fordi den var for¬
forfængelig, var det samme, som at lære, at man
intet Godt skulde giøre, naar man ikke kunde giø¬
re alt det Gode, som man vilde. Og at slutte
saaledes: Æren er i en vis Forfatning og i en
vis Tilstand Hovedgrunden til de menneskelige
Handlinger, derfor er Dyden i denne samme Til¬
stand unyttig, derfor forkaster man den; saale¬
des kan man ikke slutte, uden naar man skiemter,
og det burde man ikke giøre, naar man undersø¬
ger Lovenes Grunde.
