58
dertiden forklagede ham, fordi han huggede Ho¬
vederne af hendes Høns, sagde hans Fader, at
det var et Tegn, at der stak en god Soldat i ham;
og da hans Skolemester engang havde straffet
ham, fordi han forsømte Skolen, for at gaae
paa Jagt, satte hans Herr Fader Skolemesteren
til Rette i Junkerens Overværelse, og sagde, at
Jagten var en Adelsmands Haandverk; han op¬
drog ikke sin Søn for at giøre ham til en Pedant.
Denne Lærdom frugtede saa meget, at den unge
Hr. von Handegen, som tidlig følte en Drift hos
sig til store Gierninger, løb bort af Skolen, for
at følge et høiere Kald. Han blev i Aaret
- Underofficeer ved Landfolkene, og bivaane¬
de i denne Caracteer det navnkundige Slag ved
G. I denne Campagne, som var den første,
han bivaanede, havde han det Uheld, at blive
posteret tet ved en Skov, hvor han ved en liden
Afvigelse blev saa forvildet, at man først nogle
Dage efter fandt ham i et Vertshuus, hvor han
fuldkommen reddede sin Ære ved at blessere en af
sine Camerater, som understod sig at bebreide
ham denne liden Forseelse. Aaret efter hialp
han sin Fendrik til at indtage en vigtig Grændse¬
Festning; og da Historien taler intet om de Bedrif¬
ter, ved hvilke han banede sig Veien til en nye
Værdighed, formoder man, at han denne Gang
avancerede efter sin Ancienmire. Han blev
