O3
"for enhver Stræg, jeg drager. Den, som
"oversætter, skildrer efter Naturen, og maae
"derfor ikke alene nøies med at faae en rigtig
"Contour, men tillige iagttage Lineamenterne,
"og anbringe den rette Colorit. Det er noget,
at bringe Forstand og Riim tilsammen; men
"at udtrykke det Væsentlige hos sin Original,
sætte sig i Poetens Tilfælde, føle det samme han
"følede, da han skrev, være prægtig, hvor han
er prægtig, eftertrykkelig, hvor han er efter¬
trykkelig, skiødesløs, hvor han er skiødesløs,
"og at torde begaae smaa Feil for at undgaae de
større; det er noget mere. Derpaa skal Over¬
sætteren kiendes."
Hvor rigtigt, hvor skiønt er dette ikke sagt!
Var jeg saa dristig som Forfatteren, at jeg torde
give mine Landsmænd Værger, vilde jeg strax
udnævne ham selv til Værge for alle vore umyn¬
dige Oversættere.
Men endnu er det største Spørgsmaal til¬
bage: Vilde vore Landsmænd og underkaste sig
dette fremmede Værgemaal? Er det ikke endog
for dristigt at spørge derom, førend man endnu
har afgjort, om de behøve det, Forfatteren maae
troe, at dette er saa klart, at han ikke har nø¬
dig at bevise det med Exempler af vore gamle For¬
fattere. Aldrig havde jeg før tænkt, at mine
kandsmænd havde saa stærk en Troe. Jeg la¬
