04
stede engang noget i den gamle Stiil; man tviv¬
lede om det var saa; jeg beviiste det af Forfatte¬
rens egne Ord: men man tog mig dette saa ilde
op, at jeg nær havde lovet, aldrig meere at bevise
hvad jeg sagde. Forfatteren forlanger vel me¬
get af sine Landsmænd; men han giver dem selv
saa godt et Exempel, at man ikke kan nægte ham
et Slags Ret til at forlange det samme af andre.
Alt hvad jeg har lært af Fremmede, siger han,
"er at kiende min Ufuldkommenhed, og at have
"lige saa stor en Ærefrygt for Eftertidens
"Domme, som de fleste Skribentere have for
"deres egne."" Denne Eftertid er en meget
streng, men tillige retsindig Dommer, den be¬
gynder at faae nogen Ret til at tale iblant os.
Dog de, hvilke, som Forfatteren, ikke have an¬
det at beraabe sig paa end Fortienester, have
godt ved at indstævne deres Sag for en Dommer,
som agter hverken Alderdom eller Titler! Men
lad det og komme saa vidt, at man tillader Ef¬
terkommerne at dømme anderledes om vore Ver¬
ker, end vi have dømt selv; disse Efterkommere
ere dog vore Landsmænd, og er det derfor sagt,
at vi ville lade os dømme af Fremmede? Hvad,
om de fik i Sinde, at forkaste de fleste af vore
skiønne Verker fra Saxo Grammaticus af ind¬
til dem, som jeg ikke meere tør nævne? Ville
vore Landsmænd, vore Poeter vel taale det? Ja
