09
maaskee, dersom Forfatteren selv var stærk nok
til at lade dem handle saaledes med nogle af sine
egne Vers? Dette lover han ikke alene, men
han giør det selv, han forskyder endog en Ære,
som han fortiente bedre end alle vore gamle Poe¬
ter. Og jeg tør derfor paa mine Landsmænds
Vegne forsikre, at de skulle taale, at hans poe¬
tiske Konstdommere dømme dem med den samme
Strenghed, med hvilken han dømmer sig selv.
1i
Jeg har svoret ved Muserne, siger han, at jeg
"aldrig mere skal forarge deres Øren med et to¬
"nerigt Intet. Det faldt mig ind engang, el¬
"ler rettere, man nødte mig til at begynde paa
at besynge Kongers Bedrifter. Apollo an¬
saae det i en kort Tid, indtil han endelig ru¬
skede mig i Øret. Jeg daanede, Pennen faldt
mig af Haanden. Jeg lod den ligge. Lad en
Pollio tage den. -
Forfatteren kan
ganske vist bruge den til noget bedre, og Aarsa¬
gen, hvorfor Apollo forbød ham at fuldføre, sit
historiske Digt, var ikke Poetens, men Materi¬
ens Ubeqvemhed til Poesie.
Burde ikke alle giøre den samme Eed, som
Forfatteren, førend de bleve antagne i Poeternes
Laug? Men det var jo at tage Brødet af Mun¬
den paa alle de Friepoeter, som i mange Aar har
øvet Professionen, uden at vide, at der vare saa
ft.
