08
For dig vi mange Folk har foldt med Jld og Blod,
Og svømmet til et Spiir udi en Purpurflod;
Udaf din Aand indblæst, vi trodselig os viiste,
Og det var gjort for dig, hvad man som tappert priiste.
I Narre! (sagde hun, og Panden rynkede.)
Synk med jer Stolthed dybt udi Forglemmelse,
Sov der uihukomt, hvor Poldsmænd Stov maae
slikke,
Jer Stotte blive Nuld, jert Navn erindreg ikke!
En liden Sonden Skye dem fra mit Øie sleed,
Og Najesteterne i deres Nat sank ned.
Derpaa en liden Hob jeg saae nu frem at trine,
Jevn udi Klædedragt, og af en ærbar Mine:
Du Afgud! sagde de, det faldt os aldrig ind,
At ville tiene Roes og Rygtets løse Vind;
Men roelig hos os selv og langt fra Folkets Ære,
J vores Liv useet, i Doden uhort være,
vi bede ikkun om, at skiule for enhver
De nok i deres Dyd belønte Gierninger.
O! lad os have selv den stille Roe og Glæde,
For Dydens egen Skyld paa Dydens Dei at træde!
Er der da ogsaa Mænd, som see os med Foragt?
Hvem skal da ofre til vort Navn og vores Magt?
Men vider, Mennesker, det er vor største Ære
At lyse for den Dyd, som ubekiendt vil være.
Op! Muser, op, giv her de største Tynestød;
De maae ei fore hen i Mørkets døde Skiød;
