09
Saa sagde hun, og strax maae Lusten zittrend spille,
Og over Vindene en Seiertone trille,
En Lyd, saa mild, skiønt høi, saa stærk og dog saa klar;
Selv Engle bøie sig, at hore, hvad det var:
Smagen i Æren trænger hos os lige saa
meget til Forbedring, som Smagen i Poesien.
Jeg ønsker derfor, at dette Stykke maae tiene
til at rense Smagen i begge Dele. Det er saa¬
dan en Brug af Ordene, som, endskiønt den sy¬
nes ligegyldig, dog ofte har en vigtig Jndflydel¬
se paa den almindelige Tænkemaade, at jeg øn¬
skede, at Critiken vilde udøve noget mere af sin
Ret iblant os. Forfatteren tillader mig derfor
at erindre, at et Selskab, hvis Hensigt det skal
være at udbrede denne Critik, ikke kan finde Be¬
hag i at kaldes gunstigt og høianseeligt. Dis¬
se Ord betyde for meget til, at være saa ødsel der¬
paa. En Person af Forfatterens Fortienester
behøver ingen gunstige Dommere, og at være
gunstig mod slette Forfattere, det tillader Sel¬
skabets Love ikke. Gode Skrifter ere Selska¬
bets Ære, og at skiønne derpaa, er ikke en Gunst,
men i Betragtning af Kongens Naade og Sel¬
skabets Øiemerke, dets allerunderdanigste Pligt,
en Pligt, som Selskabet vist med megen Glæde
opfylder, saavidt deres Landsmænd give dem An¬
ledning dertil. Men maaskee er Oversættelsen
