84
Forfatteren, hvori han ikke alene tilgiver ham, at
han har skrevet paa sine Fienders Sprog, men
og forsvarer dette dristige Foretagende mod de
gamle Catoner, som i de antigallicanske Clubs
med Puncheskaalen i Haanden dømme ham for en
Fiende af Fædrenelandet. Flaminius, Scipio,
Cato, siger han, ja Cicero selv, hvor gode Pa¬
trioter de end vare, have gjort det samme, og Che¬
sterfield var ingen slet Engelsmand, fordi han
havde studeret i Paris. Maatte dog, siger han
til Slutning, den Tid komme, at de adskillige
Folk, som ere Leæner af en Familie, uden af
giøre en partisk Forskiel imellem Engelændere,
Franske, Tydske og Russer, søgte at fortiens
Navn af Mennesker! Hvad kan man forlange
mere af disse Engelændere. Dersom alle Na¬
tioner ville være saa upartiske, skulde da ikke
snart den Tid komme, som Hr. Matty ønsker, og
hvortil Forfatteren selv, Hr. Gibbon, søger af
føre Læserne ved dette Skrift?
Der ere to Ting, som til alle Tider i Ver¬
den have bestemt Prisen paa de Verker, som mat
har kaldet skiønne: at tænte rigtig og udtryk¬
re sig vel. Forskiel af Sproget og Materier
hindrer ikke, at jo alle de Verker, i hvilke disse
to Ting ere forenede, kunne kaldes skiønne. E¬
Historie, en Fabel, et Stykke af Natur= elle
Sædelæren, enten det er i Prosa eller Vers, paa
