d1
den skiønne Natur, som overalt er sig selv liig.
Andre Følger skulde saadan en Strid ikke have
havt. Men naar, som Forfatteren siger, Te¬
rasson og Fontenelle misbruge deres Jndsigt i Phi¬
losophien, de la Motte sin skiønne og flydende
Stiil, St. Hyacinthe sin artige Skiemt, til at
bestride det, hvori Jsaac Vossius har viist saa
frugtbart et Genie, Bentley saa megen Skarp¬
sindighed, Massien og Fraguir saa megen Vit¬
tighed, da er det at beklage, at saa store Gaver
ere anvendte til at forringe det, som giorde dem
selv saa megen Ære. Men er det mindre at be¬
klage, at de, som kiende Skiønhederne af de
Gamle, saa ofte have foragtet disse samme Skiøn¬
heder, saasnart de bleve indklædte i deres Mo¬
ders Maal, og at de i de nye Verker have for¬
dømt den samme Smag, som de beundre i de
gamle?
Naar man undtager den Fortrydelse, som
et levende Sprogs Dyrkelse i Begyndelsen maae
foraarsage de Lærde, som have anvendt deres be¬
ste Aar alene paa de gamle, især naar disse Lærde
tillige have havt den Uhæld, at læse de gamle uden
megen Critik eller Smag, kan denne Tvistighed
ikke have anden Grund, end Misforstaaelse af
Ord. De, som tænke ret paa begge Sider, for¬
staae ved adskillige Ord det samme. Forfatte¬
ren, hvis Hensigt er at forene disse Partier, har
