90
Den anden Aarsag til Lærdommens eller
Literaturens Foragt, var den slette Smag, som
herskede iblant dem, der læste de gamle. Hr.
Gibbon tilstaaer det selv; og det er langt fra
hans Hensigt, at ville forsvare denne Smag.
Han beklager kuns, at nogle derover ere faldne
til en anden Yderlighed. Han taler om de sto¬
re Lærde i Dronning Christines Tid, om Sal¬
masier:  Jeg undskylder vel undertiden, siger
"han, disse Folk, men jeg er ingen blind Til¬
hænger af dem. Jeg tilstaaer gierne, at de¬
"res Sæder vare grove, og at deres Arbeider
bestode ofte i Bagateller; at deres Siele, som
"vare drukne af en pedantisk Lærdom, forklarede
"ofte de Ting, som Læserne burde føle, og sam¬
"menrapsede i Stedet for at tænke." Var det
Under, om saadanne Folk, og saadanne Folk va¬
re efter Forfatterens egen Tilstaaelse Gruterer,
Salmasier og Massoner, var det Under, om de
giorde Lærdommen saa foragtet, at den tabte
endog Navnet af de skiønne Videnskaber.
Dette var Aarsagen, hvorfor Menneske¬
ne faldt til en anden Yderlighed. Forfatteren
viser, paa hvad Maade det skeede.  Vore Phi¬
"losopher, siger han, forundrede sig over, at
"Mennesker kunde anvende deres hele Livstid
"paa at samle Historier og Gloser, og at fylde
Hukommelsen uden at oplyse Forstanden. Vore
