92
deres Skiønheder. Hvem uden Perrault vil¬
de nægte, at dette baade kunde og burde være
saa; men er det derfor altide Forfatteren tilstaaer
selv, at der har været en Tid, da de Lærdes Smag
trængte meget til at renses ved en finere Critik;
men nu er den maaskee fiin nok? og dersom Cri¬
tiken gik videre, skulde man falde til en anden
Yderlighed, at foragte den sande Lærdom tillige
med dens Kilder, de Gamle. J Engeland og
Frankerige, hvor den sundere Critik saa længe
har været bekiendt, kan dette maaskee være saa,
og disse Nationer har Forfatteren derfor gjort en
vigtig Tieneste, ved at skrive et Verk, som han
selv vel ikke skulde have holdt saa nødvendigt, der¬
som han med den samme gode Smag, som han
har, havde levet i Drønning Christines Tid, og
midt iblant disse Lærde, om hvilke han siger, at
de hverken fortiente deres Tiders Beundring,
eller Efterkommernes Foragt. Menneskene
have sielden holdt Middelveien; ethvert Folk har
i en vis Alder enten søgt en eller anden Afvei;
og naar en Skribent raader dem at vogte sig for
en Yderlighed, forklare de ofte hans Ord, lige¬
som han vilde sige, at de skulde falde i en anden.
Man betænker ikke, at naar man raaber til et
Menneske, som staaer paa Bredden af en Grav,
skulde det endnu være for tidlig at bede ham vog¬
ee sig for en anden, som er nogle Mile borte, og
