123
ren, disse ere just hans egne Ord, og han til¬
staaer, at han selv tilforn har tænkt det samme.
Det fortryder ham meget, at han i Selskabet
finder ingen Medlem af Haandverkstanden. Hvor¬
for beærer man os ikke, siger han, lige saavel
som de andre Stænder med et Blad? Jeg har
længe vidst, at der var ingen, indtil de høieste
Ærestegn i Staten, som jo vore ærekiere Bor¬
gere misundte dem, som bare dem, og at der var
ingen Titel saa ringe, at jo en Borger derfor
gjerne opofrede sin Næring; men dette er det før¬
ste Exempel, som jeg har erfaret af en Haand¬
verkmand, som søger Æren i sin egen Stand.
Kunde jeg ved et Blad ære saa værdig en Lem af
Selskabet, kunde jeg giøre hans værdige Stand,
mere agtet, ikke alene iblant vore vellystige og
magelige Herrer, men og iblant vore forfængeli¬
ge Borgere, da vilde jeg selv være stolt af denne
Æresbeviisning, og troe, at en Forfatter ikke
kunde i sin Stand forhverve sig en sandere Ære,
end den, at have forbedret de andre Stænders
Begreber om Æren. Dersom disse Begreber
ikke vare saa fordærvede hos os, som de ere, skul¬
de min Haandverkmand ikke kunde have troet,
at jeg havde forglemt hans Stand. Borger¬
standen indbefatter saa mange Forretninger, at
hverken Selskabet kunde rumme, eller jeg opreg¬
ne dem. Kiøbmanden er den Person, som best
