128
at J og skal indrykke os i Eders Blade; jeg
"skal, som en Patriot, giøre mig al muelig
Flid, for at fortiene mig et Sted i Selskabets
"Bog, og naar mine Landsmænd erfare dette,
"ville de snart misunde mig den Ære."
Tør nogen, som læser dette, endnu paastaae, at
Æren ikke kan være en almindelig bevægende
Grund i Staten? at de ringere Stænder ikke
føle den nok, for at bevæges deraf til vigtige Plig¬
ters Jagtagelse? Tør nogen sige, at Titler og
udvortes Ærestegn ere de eneste Midler til at op¬
vække og skierpe denne Drift, og at et godt Navn,
den Ære, som bestaaer i de Godes Biefald og
Erindring, er alt for fiin, til at kunne føles uden
af Philosopher? Saa mange skadelige Vildfa¬
relser har min Correspondent paa engang igien¬
drevet med et Beviis, som er sikrere end alle vo¬
re Fornuftslutninger, med en klar Erfarenhed,
med hans eget Exempel. Han føler Æren, den¬
ne Attraae efter Udødelighed, som Statsmanden
og den Lærde ville have sig selv alene forbeholden,
og han føler den i saa høi en Grad, at jeg fryg¬
ter kuns, at den skal gaae alt for vidt. Den
har allerede gjort ham dristig nok til at rose sig
selv, og til at fortælle mig i det øvrige af Brevet,
adskillige gode Gierninger, for hvilke han virke¬
lig fortiente Plads ved Siden af Soldaten, der¬
som han ikke havde fortalt disse Gierninger selv.
