129
Men og i denne Svaghed er noget ædelt, som
beviser, at min Correspondent har endnu langt
finere Begreb om Æren, end de Lærde, som saa
ofte nævne sig selv i deres udødelige Verker,
end de Store, som finde saa megen Fornøielse i
at nævnes af andre. Min Haandverkmand kun¬
de ikke vente, at jeg skulde bekiendtgiøre hans
Navn, fordi han har ikke nævnet sig selv i Bre¬
vet; og hvad Hensigt kunde han da have, ved at
fortælle det Gode, som han har gjort, uden den¬
ne: at det maatte blive Publikum bekiendt, at
der og i hans Stand vare gode Borgere, og at
dette Exempel, maatte opmuntre andre til at efter¬
følge det. Saa fortreffelig en Hensigt, skulde
den ikke kunde skiule nogen Svaghed, og hvil¬
ken Læser, som tager dette i Betragtning, skul¬
de være ubillig nok til at støde sig over den een¬
foldige Oprigtighed, med hvilken min Correspon¬
dent taler om sig selv? Jeg vil derfor lade ham
selv fortælle den Gierning, af hvilken han er saa
stolt, og overlade til Læserne at dømme, om det
var skadeligt, i Fald denne Stolthed blev almin¬
delig iblant Borgerskabet. "Jblant de Norske
Tropper, siger han, som vi i vort Naboelaug
"skulde have nogle faa Nætter til Jndqvartering,
"vare nogle Syge, hvilke mine Naboer ei vilde
"modtage; de paastode, at de gave Penge for
Jndqvartering; men den Omgang, som jeg
