130
"brugte med min syge Mand, rygtedes saaledes,
"at de andre toge Exempel af mig, og alle Sy¬
"ge her i Gaden nøde god Forflegning. Jeg
"havde stor Glæde, siger han videre, af min
Mand, og han gik frisk fra mig, og min Glæ¬
"de blev dobbelt, ved at see min Naboes Om¬
"vendelse."
Jeg haaber, at Læserne allerede ere saa
vante til at undskylde Feilene i denne gode, men
ulærde Mands Skrivemaade, at de tillade mig
endnu at anføre et Stykke af hans Brev, uden
nogen Forandring; thi alt hvad jeg ønsker i den
te Blad, er kuns at forsikre Læseren, at Breve,
ikke er opdigtet. Han fortæller, hvor usømme,
lig adskillige af hans Medborgere talede om nog¬
le Tienester, som det almindelige Beste udkræve¬
de af dem. Jeg agter mine Landsmænds Ær,
for meget til at giøre disse Taler offentlig bekiend
te, o min Correspondent har ikke heller fortroet
mig dem i den Hensigt. "Jeg var glad, siger
"han, at ingen fremmed Nation var tilstæde og
hørte det. Jeg sagde til nogle, at man hør¬
"te dem aldrig giøre sig saa arme, uden naar vo¬
"res fælles Velstand udfordrede vores Pligt, og
"naar vi ellers vare i vore Forsamlinger, vilde
"enhver være den Fornemmeste og meest For¬
"muende, besynderlig naar vi vare om Somme¬
ren forsamlede i Kongens Hauge, da jeg med
