142
Saaledes forklarer Socrates de først¬
Grunde af Statsretten, og jeg troer, at min
Haandverkmand allerede forstaaer ham, end
skiønt hans Statskonst virkelig er noget høiere
end de fleste nye Lovkyndiges og Publicisters. Har
paastaaer, at Pligterne mod Fædrenelandet ikke
ophøre ved den alleruretfærdigste Medhandling,
og naar dette engang er beviist, hvilke af Borge,
rens Pligter kunde da være vanskelige at bevise
Jeg forstaaer ved Borgere her alle dem, som er¬
Lemmer af Staten, alle dem, som have foreene
sig til at befordre det almindelige Beste, fra det
Høieste af indtil den Ringeste. Jo høiere For
trin, des frievilligere, des større er Forbindelsen
Jeg veed vel, at disse Grundregler kunde i viss
Tilfælde udkræve nogen nøiere Bestemmelse. Met
hvor mange gode Gierninger skulde min Haand
verkmand ikke forsømme, førend han lært
alle disse Bestemmelser; og naar han allerrig
tigst begreb dem alle, giorde han maaskee Fædre
nelandet lige saa lidet Gavn, som de Folk, de
misbruge deres Jndsigt i Lovkyndigheden, til a
fordreie Lovene, og som anvende Fornuftlæret
saa længe til at forsvare Uret, at de selv tilsids
ikke vide mere hvad der er Ret. Naar de Folk
som troe, at man ikke bør tiene det Almindelige
uden for Titler og rede Penge, høre, at mit
Haandverksmand undertiden giør mere Godt, end
