144
Regel: At det Vigtigste, som endnu er tilbag¬
at giøre i Videnskaberne, er ikke saa meget af
legge til, som at tage fra, ikke saa meget at ud
vide Kundskaben, som at indskrænke den, ikke
saa meget at gaae frem ad til nye Oydagelser, u
vanskelige Problemers Opløsning, som at gaa
tilbage til de første, eenfoldigste og klareste Sand
heder; at dette skal koste os og Efterkommern
mere Umage, og giøre det menneskelige Selskal
større Nytte end alle de store og vidtløftige Sy
stemer, som Forfædrene have opreist.
Jeg understod mig ikke at sige dette of
fentlig, dersom Konsterne ikke syntes at bevise
med deres Exempel, at det ikke er saa urimeligt
som det lader, at tænke det samme om Viden
skaberne. Naar vi ligne vore Bygninger, vo
re Tegninger, vores Maade at klæde os paa, me¬
de Gamles, bestaae da vore Fortrin ikke mees
deri, at vi ere komne Naturen saa meget nærme
re, jo mere vi have forkastet det, som Konstet,
har tillagt? Er det ikke en vis Eenfoldighed, et
Jndskrænkning af det, som man tilforn holdt for
at være det allerdybeste i Konsten, som giør vore
nye Mesterstykker mere rigtige, mere nyttige, og
i Kienderes Øine tillige mere skiønne end de gamle?
En Forandring, som har været saa gavnlig i Kon¬
sterne, hvorfor skulde den just være saa skadelig i
Videnskaberne? og da den menneskelige Forstand,
