150
skrænkte Aand ikke seer andet end din ubegribelt
ge Uendelighed. En eneste Straale af din¬
herlige Egenskaber er nok til at giøre den blind
og hvorledes skulde den da tydelig kunde fatte a ll¬
dem, som hvert Øieblik udstraale af din godheds¬
fulde Almagt? Din Naade er hver Morgen nye
og min Siel blev før træt af at nyde den, end du
af at giøre vel mod alle dine Skabninger.
For det Gode, som jeg føler med min
Sandser, burde jeg dog kunde takke dig. Men
er ikke alt, hvad du giør, godt, og hvor oft
maae min grublende Forstand ikke selv bekiende
at din Godhed viser sig endnu større i det, som
du nægter, end i det, som du giver. Naar jeg
første Gang henrykt beskuer en af de herlige Da¬
ge, som du skaber, naar du giver mit Legeme
Sundhed og Styrke til at føle alle de Vellyster,
som din prægtige Natur indskyder igiennem hver
en Sands, naar min Siel glæder sig ved Bru¬
gen af de herlige Kræfter, som du har givet den
til at betragte alle dine Hænders Gierninger, og
til at beskue dig selv i saa klart et Speil, da, min
Gud, udtrykke vel alle disse Velgierninger nogle
taknemmelige Sukke af mit glade Hierte; men,
naar saadan en Dag kommer ofte igien, naar min
Taknemmelighed burde voxe tillige med dine Vel¬
gierninger, tager den da ikke ofte af? Bliver det¬
te Hierte, som nyelig brændte af Begierlighed til
