151
at love dig, ikke koldt, om ikke tilsidst ganske fø¬
lesløs ved al din Godhed? De Frugter, som
Jorden frembringer ved den Kraft, som du har
givet den, ved den Sæd, som du har skabt, ved
Varmen af din Soel og den frugtbargiørende
Regn, som du lader falde til betimelig Tid; dis¬
se Frugter, glemmer jeg ikke ofte, at de ere dine
Gaver, i det jeg betragter dem som Virkninger
af min Flid, af de Kræfter, som ogsaa du alene
gav Mennesket? hvor tit har jeg ikke agtet disse
legemlige Gaver høiere end de Evner, hvilke du
gav min udødelige Siel, og naar jeg sætter nogen
Priis paa disse, skeer det da ikke ofte meere for at
hovmode mig af deres Brug, end for at takke
dig, som gav mig dem? O! hvor ufuldkommen,
hvor ureen, hvor syndig er da min Taksigelse,
endog for det Gode, som jeg føler! og hvor stort
dette end er, er det dog uendelig lidet af det, som
jeg nyder, uden engang at fornemme det. Kun¬
de jeg see, hvor meget dette Liv, som jeg føler,
den Sundhed, som jeg nyder, den Glæde, som
henrykker mig, den Tanke, som giør mig saa
stolt, hvor meget alle disse Ting beroede paa en
af de fineste Seener i mit Legeme, og hvor me¬
get du, min Gud, har gjort, fra min Fødsels¬
Time af, for at styrke denne Seene, som bærer
al min jordiske Lyksalighed, indtil Brugen af
min Siels ypperste Kræfter; kunde jeg see dette,
