158
og vare min Forstands Øine klare nok for at seg
igjennem alle Aarer og Seener, indtil den første
Grund af Livet, da skulde jeg see, hvorledes det,
te beroede hvert Øieblik paa et Vink af din Al¬
magt; men maaskee saae jeg det kuns, for at bli¬
ve skyldig endnu i en større Utaknemmelighed, og
om denne Vantroe, denne Utaknemmelighed fulg¬
te mig indtil det sidste Øieblik, hvori denne See
ne brast, hvad kunde da alle de Velgierninger
som du har udøst over mig, gavne en Siel, de
var saa følesløs! Jo mere Godt jeg havde nyd
af dig her i Livet, desmindre bøielig, desmindre
beqvem skulde min Siel være til at erkiende din
Godhed i et og andet, og, om din Retfær
dighed tillod dig at fortsætte den i Evigheden selv
skulde Mængden og Vedvarenheden af dine Vel
gierninger kuns giøre mig endnu mere følesløs.
Og jeg er endnu forvoven nok til at spørge
hvorfor du indskrænker denne Godhed? hvorfor
du forkorter disse vellystige Dage, som tilsidst bli
ve mig saa kiedsommelige, at jeg tør klage ove
den Soel, hvis Opgang jeg forventede med saa
stor Længsel, og hvis Morgenrøde nyelig glædede
mig? Jeg tør spørge, hvi du berøver mig denm
Sundhed, som jeg saa længe har nydt, at jeg
ikke mere følte at det var et Gode? Hvorfor du,
efter saa mange sandselige Fornøielser, som ikke
kunde mætte mig, og som alle tilsidst kuns opvakt
