159
Væmmelse og Afskye, hvorfor du efter disse For¬
andringer sender mig Sygdom eller andre Lidel¬
ser? Er denne Hunger, denne Smag, som min
udmattede Krop finder i det, som den før forag¬
tede, ikke en Virkning af din Godhed, som er
sandselig og følelig nok, for at jeg burde takke dig
lige saa inderlig derfor, som for den Sundhed,
Glæde og Overflødighed, som jeg enten virkelig
nød, uden at skiønne derpaa, eller som jeg skulde
have nydt, dersom din Godhed ikke havde været
saa stor, at du ikke vilde forsøge mig engang, og
derfor aldrig gav mig det, som kunde være mig
til Skade.
Naar min Siel drister sig til at spørge,
hvorfor du tillader dette Onde, er det da ikke al¬
lerede en Utaknemmelighed? og hvor ofte har
dette Spørgsmaal ikke været nær ved at forlede
mig til at begaae en Synd, som endnu er større
end Utaknemmelighed, en virkelig Forbrydelse
mod din Majestet? Snart har jeg villet indskræn¬
ke din Viisdom, og snart igien sat Grændser for
din Godhed. Skulde du ikke, tænkte jeg, kien¬
de alt det, som du selv med saa stor Viisdom har
gjort? skulde du ikke vide, hvad der er meest
overeensstemmende ved enhver Skabnings Na¬
tur? eller vil du maaskee ikke giøre alt det Go¬
de, som du veed, og som du kan? Din Høihed,
din Salighed, tillader den dig ikke at bekymre
