161
og for ikke at ansee dig som Aarsag til noget
Ondt.
J det jeg saaledes misbrugte de Kræfter,
som du gav min Siel, fornyede og styrkede din
Almagt dem hver Dag. Jeg lærte at indsee
nogle af de Forbindelser, i hvilke du satte mig i
Verden. Jeg lærte at kiende dig som alle Tings
Aarsag og Herre; og endskiønt denne Kundskab
ikke var nær saa fuldkommen, som jeg indbildte
mig den selv, var jeg dog stolt nok deraf, for at
tilbede min egen Forstand, tillige med det Væ¬
sen, som gav og opholdte den. Jeg elskede
Sandhed og Pligterne, noget for deres egen
Skyld, men meest fordi deres Opdagelse var et
Verk af min Forstand, og fordi deres Udøvelse
gjorde mig selv Ære. Kierlighed til dig, min
Gud, Taknemmelighed mod min Skaber, de
havde kuns liden Deel i mine møisommelige Un¬
dersøgninger, og i mine beste Gierninger. Det
Gode, som du imidlertid beviiste mig, ansaae
jeg som en Belønning, hvilken jeg fortiente ved
den Forstand, som du gav mig, og i hvis ivrige
Brug jeg kuns sigtede til min egen Ære; jeg
ansaae det som en Betaling af Forsynet for de
gode Gierninger, som jeg giorde af Kierlighed
til mig selv, og naar Vellyst, Penge=Gierrighed,
og Herskesyge kuns ingen Deel havde i saadan
en Gierning, var den i mine Øine stor nok for
