102
at fortiene en evig Belønning af dig, end og da,
naar min Samvittighed sagde mig, at den kom
af en hemmelig Stolthed. Denne Stolthed for¬
førte mig ofte til at troe, at jeg ved alle dine
Velgierninger ikke var belønnet nok. Naar du
gav en anden, hos hvilken jeg merkede nogle Feil,
som jeg ikke kunde see hos mig selv, mere Frem¬
gang i et Foretagende, som jeg ikke holdt for af
være saa vigtigt som mit eget; Naar du gav den
Lade og Vellystige mere Rigdom, og Daaren
mere af den menneskelige Ære, klagede jeg ovet
din Regiering; og naar jeg undertiden var nøi¬
som eller klog nok til at troe, at den sande Lyk¬
salighed ikke bestod i disse Ting, troede jeg dog,
at du giorde Dyden Uret, fordi du ikke gav mig
alt dette, mig, som ikke forlangte det for mig
selv, og som i mine egne Øine havde baade For¬
stand og Villie til at bruge det saa vel.
Saa stolt tænkte jeg om mig selv, saa
uærbødig om dig, min Gud, indtil du ved mange
Vildfarelser i smaa Ting lærte mig, at min For¬
stand var for svag til at begribe dig og alle dine
Hensigter, og indtil jeg af lige saa mange Skrø¬
beligheder og Feil fornam, at mine Dyder ikke
heller vare saa fuldkomue, som jeg havde troet;
og dette kunde jeg med al min formeente Klog¬
skab ikke begribe, saa længe jeg endnu ikke nøiere
kiendte Skrøbeligheden af dette Legeme, af denne
