103
forgiengelige Leer=Hytte, i hvilken du har nedlagt
disse Gaver. Sygdom og andre legemlige Gien¬
vordigheder maatte lære mig, at end og Brugen,
af min Siels Kræfter ikke beroede paa mig selv,
at den Hastighed til at fatte, den Styrke i Hu¬
kommelsen, den Munterhed i Jndbildnings=Kraf¬
ten, den Færdighed i Forstanden, den Dyd selv,
som var forhvervet ved mange Aars Flid, kunde
tandse ved en Forandring i Blodets Gang, ved
en Svækkelse i nogle Seener, og ved nogle ringe
og uformodentlige Tilfælde.
Burde jeg da ikke, min Gud, takke dig
for alt dette, som man kalder Ondt, og som jeg
ansaae for en ufortient Plage, saa længe indtil
jeg omsider begreb Nytten deraf. Og om du i
Fremtiden sender mig noget, hvortil jeg lige saa
sidt kan begribe Aarsagen, skulde jeg da ikke troe,
at det kom af den samme Godhed? Burde jeg
ikke før troe, at der var slet Intet Ondt i Ver¬
den, end lade mig ved nogen ond Tanke eller Fø¬
lelse forlede til at tænke, at du ikke var uendelig
god, at du kunde være Aarsag til noget Ondt?
Jo, min Gud, i den korte Tid, jeg har
levet, har jeg Erfarenhed nok for at dømme om
Ondt og Godt, ikke efter det, som jeg vil, men efter
det som du vil. Hvor ulykkelig skulde jeg have
været, dersom du ikke saa tit havde nægtet mig det,
som jeg allerheftigst ønskede, og dersom du ikke
