104
lige saa tit havde givet mig det, som jeg ikke
havde Forstand til at begiere! Hvor ofte har den
tilkommende Tid ved de saligste Følger lært mig
at ansee det for en Naade, som jeg i den forbie¬
gangne Tid betragtede som en Straf! Og kanl
min indskrænkte Aand end og i Ufuldkommenhe¬
derne af sin snevre Tænkekreds finde saa kiende¬
lige Spor af din Godhed, hvor skulde da det
Onde ikke forsvinde, naar den nærmer sig mere
til den Øiepunkt, hvorfra din Alvidenhed ovex¬
saae den hele Skabning, da du saae, at alting
var saare godt.
Men saa langt strækker sig jo ingen En¬
gels Syn! og en Dødelig tør dømme om Guds
Gierninger, han, som vilde holde den for en
Daare, som dømte om et Menneskes Foretagen¬
de, uden at kiende dets Hensigter, og dine Hen¬
sigter, o Gud, Skabningens sidste Øiemerke,
hvor langt overgaaer det ikke al skabt Forstand?
kke desmindre har du aabenbaret dig nok for et
Menneske, nok for mig til, at jeg af min egen
Skiebne, i den korte Tid, jeg har levet, kan
slutte, at du er god, og bør det ikke være nok for
at troe dit Forsyn, og overgive mig til dets Fe¬
relse? En skabt Aand skulde den nogen Tid kun¬
ne være salig uden saadan en Hengivenhed? Skul¬
de en Aand endog af den høieste Orden torde for¬
lange at see forud alt, hvad der skal hændesi
