109
gierighed, der ikke var nær saa forskrækkelig, som
det, hvorover de nu talte, i Mangel af andet
Nyt. Læserne maae selv dømme, om jeg efter
det, som allerede var passeret, kunde vente andet,
og hvor stor min Forundring maatte blive, da jeg
saae, at ingen af de Tilstædeværende, indtil det
Fruentimmer selv, som nyelig havde ønsket at
see et Feltslag, havde Hierte til at taale Synet
af de Elendigheder, hvilket de dog hvert Øieblik
ere underkastede. Endog dette Fruentimmer
holdt saa vel som de andre Viften for Ansigtet,
og vore Mandfolk vendte baade mig og min blin¬
de og døve Mand Ryggen, for at føre Damerne
ind i en anden Stue, overladende mig til dette
vederstygelige Selskab, hvormed de sagde, at jeg
havde forspildt deres Fornøielse.
Den døve og stumme Mand, som havde
den Lykke frem for den blinde, at han kunde see
alle disse Skiønne Personer, som forlod os, gav
med adskillige Suk og Tegn tilkiende, hvor høit
han beklagede, at Naturen havde berøvet ham de
Midler, som den har givet andre til at udtrykke
sit Hiertets Følelser, og derved gjort ham til en
Afskye for den Skiønne Deel af det menneskelige
Kiøn, som han i Hiertet tilbad. Jeg merkede,
at Skiønheden af det unge Fruentimmer, som
enskede at see et Feltslag, rørte ham i sær; og
da Naturen havde nægtet ham Talen, søgte han
