170
ved adskillige Tegn, Miner og Bevægelser at
give sine Tanker tilkiende: men alt dette, endog
Øiets Sprog, som den Stumme forstod saa vel,
tiente kuns til at giøre ham mere forskrækkelig.
Jo mere han søgte hende, desmere skyede hun
ham, og i det han nærmede sig til hende, mum¬
lede nogle Ord, med den væmodigste Mine ud¬
rakte sin Haand, ligesom for at holde hende til¬
bage, gav hun et stort Skrig fra sig, og løb med
saadan en Forvirrølse i den anden Stue, at hun
tabte Viften i Døren.
Den arme Døve blev baade saa skamfuld
og saa bedrøvet over denne Tildragelse, at om
Skiebnen nu i dette Øieblik havde givet ham sin
Hørelse igien, og forundt ham Talen, troer jeg
ikke, at jeg havde faaet et Ord af ham. J det
mindste har jeg seet mange forelskte Personer,
som ved et Fruentimmers Koldsindighed ere blevne
ligesaa stumme og Melancholske som han; han
satte sig ned i en Stoel og sukkede, medens den
Blinde, for hvilken jeg maatte beskrive denne
TTildragelse, underholdt mig med den munterste
og lærerigste Samtale.
Jeg havde hidindtil været af den almin¬
delige Meening, at Synet var den Fuldkomneste
af alle Sandser; men nu faldt denne Jndbild¬
ning paa engang saa aldeles, at jeg ynkede den
Døve ikke saa meget, fordi han var døv og stum,
