171
som derfor, at Naturen ikke tillige havde gjort
ham blind. Jeg har ladet mig fortælle af an¬
dre, som daglig omgaaes med disse Mænd, at
den Døve er sielden glad, og den Blinde sielden
bedrøvet. Naar Læserne sammenligne det, som
jeg allerede har fortalt, med følgende Samtale,
kunne de selv dømme, om det har nogen Grund.
Det er besynderligt, sagde den Blinde til
mig, at ingen Mennesker i Verden, indtil de
største Philosopher, kunne give mig det allermind¬
ste Begreb om disse Ting, som sætte andre i saa
megen Bevægelse. Men just fordi jeg ikke kan
have noget Begreb derom, derfor føler jeg ikke
denne Mangel, som den arme Døve, der seer
alle disse fortryllende Træk i det, som man kal¬
der et skiønt Ansigt, en skiøn Person, og som dog
hverken kan meddele dem sine Tanker, eller for¬
nemme deres. For mig ere alle Mennesker ud¬
vortes lige gode. Jeg dømmer dem kuns efter
deres -Tale, og det, som jeg kan erfare af deres
Tanker eller Handlinger. Denne Fornemmelse,
synes mig, er bedre end et forblindende Syn,
hvorved Menneskene ofte lade sig forlede til at
elske de Onde, hade de Gode, ære Daaren og
foragte den Viise. Det er ikke nok, at denne
forvildende Sands har forført Menneskene til
at dømme fornuftige Kreaturers Værdie efter Le¬
gemets yderste Flade, og efter Farverne af de
