172
Klæder, med hvilke vi skiule os; Den hersker
endog saaledes over de andre Sandser, at vi
glemme, at Maden er for Smagen, at Blom¬
stret er for Lugten, at et Huus, et Boeskab, en
Klædning er for at bruges, og ikke alene for at
betragtes. Naar andre allermeest beklage mig,
finder jeg ofte den rigeste Anledning til at skiemte
med dem, og at prise mig selv lyksalig. Hvil¬
ken deilig Skabning, hvilken Engel, siger man
undertiden om en Person, af hvilken jeg aldrig
hører et fornuftigt Ord, og som Naturen ikke
maae have givet en Mund uden til at smile, for
att vise disse røde Læber og disse hvide Tænder,
som jeg er saa lykkelig at jeg ikke kan see. Hvor
seer den Mad nydelig ud; hvilken deilig An¬
etning; dette er et fortreffelig Porcellain, en
skiøn Pyramide; skulde man ikke antage det
for levende Frugter og Blomstre ?- Saa¬
dant hører jeg ofte ved fornemme Borde, hvor
jeg, som dømmer et Maaltid alene efter Sma¬
gen, finder, at man spiser meget slet. Kom¬
mer jeg i de store Haver: Hvilke Gange,
hvilke Blomstre!" spørger jeg, om Træerne i
disse Gange bære Frugter? Nei, Frugthaven
den har man aflukt, disse Træer er ikke store,
ikke regelmæssige nok til at giøre store Buegan¬
ge. Tager jeg en Urt af disse prægtige Blom¬
ster=Beed, som alle beundre, og for hvis Skyld,
