179
kan ikke engang forestille mig det, som fattes mig,
og de Begreb, som jeg har, dem kan jeg udtryk¬
ke, jeg kan meddele andre min Glæde og Be¬
drøvelse, og seer jeg ikke med Øiet deres Legeme,
saa kan jeg ved Talen og Hørelsen fornemme
deres Siele. Dette store Fortrin har jeg frem
for den Døve, hvilken alle Fornemmelser ikke
kunne fornøie, fordi han ikke kan meddele dem.
Men disse rørende Beviis om en Ska¬
ber og et Forsyn, som tages af saa mange
Tings Orden og Overeensstemmelse, og hvor¬
til et Øiekast i Naturen er nok; De, sagde
jeg, fattes Eder dog." For at kiende en
Gud, en Skaber, svarede han, er det nok at
føle. Mit eget Legems Bygning siger, mig,
at jeg maae have min Oprindelse af et Væsen,
hvis Fuldkommenheder langt overgaae den men¬
neskelige Forstand, og kunde J vel see dette Væ¬
sen med Eders Øine? Ere de Farver, de Figu¬
rer, de Størrelser, disse udvortes Skaller af Tin¬
gene, som J fornemme med Øiet, større Beviis,
af hans Viisdom, Godhed og Almagt, end det
Liv, og den Tænkekraft som jeg føler i mig selv?
Dette Væsens Forsyn erkiender jeg endog i det,
han har nægtet, og døm selv af det, som jeg har
sagt, om jeg ikke bør ansee min Blindhed selv,
som en Virkning af hans Godhed? Den Sands,
som Skaberen har givet Eder frem for mig, over¬
beviser mig om Mueligheden af et fuldkomnere
