176
Liv, hvis Fornemmelser nu ere ligesaa ubegribe
lige for os alle, som Synet er for mig. O
maaskee skulde min Siel ikke være bleven saa skik
ket til en større Lyksalighed i hiin Verden, derson
den ikke her havde manglet en Sands, som be¬
drager Menneskene saa ofte med en falsk Anseel
se, og hindrer Fornuften fra at betragte de Egen,
skaber i Tingene, som ere mere væsentlige og be
standige, end denne synlige Verden, hvis Skik
kelse skal forgaae.
J det samme kom en fornemme Man
ind. En i Selskabet, som kiendte denne Man¬
af hans Klæder, hviskede den Blinde i Øret
at han skulde tie og hilse den Fremmede. Je
er en blind Mand, sagde denne høit, og har ikk
den Lykke som andre, at kunne see uden paa Foll
hvad de ere. Mange søge deres Fornøielse
at bedrage mig; hav den Godhed, min Herre
sagde han til den Fremmede, at sige noget, hvora
jeg kan slutte, hvorledes jeg bør ære dem.
