191
han maae overlegge, hvorledes han best kan bru¬
ge den Rigdom, den Magt, som er ham betroet.
Er han en rig Mand, en mægtig Mand, en klog
Mand, saa give alle disse Fortrin ham kuns stør¬
re Pligter, mere Ansvar; alt er ham betroet,
for Alting skal han giøre Regnskab, og dersom
han ikke bruger sine Gaver vel, maae han frygte,
at Gud handler med ham ligesom med den Tie¬
ner, der nedgrov sit Pund, at han tager alle si¬
ne Gaver bort. Dette, kiere Philemon, er
so meget, det maae være tungt for alle Menne¬
sker, men meest for dem, som have saadanne
Gaver, som i Forstand, Rigdom eller Magt,
have nogle Fortrin for andre? thi hvortil nytter
disse Fortrin, uden til at forøge deres Pligter?
Mig synes, at saadanne Mennesker, naar de
skulle være Christne, maae de have mindre Godt
i Verden end andre. De have saa meget at
iagttage, at de sielden kunde nyde nogen Fornøi¬
else; thi dersom de, for at fornøie dem selv, for¬
somme nogen Pligt, handle de jo ligesom Chri¬
stus siger i Lignelsen om den Tiener, der satte
sig til Bords, førend han endnu havde gjort sin
Herres Gierning? Ph. Jkke desmindre er det
jo klart, siger De, at det ikke kan være anderle¬
des. Da alle Mennesker ere af Naturen lige,
da ingen har noget af sig selv, men Alting af
Gud; saa maatte jo Gud være uretfærdig og
