195
hvor rart er det, at Menneskene tænke saaledes!
og naar Stolthed og Begierlighed forleder dem
til at søge Magt og Formue uden Grændser, til
at rive alting til sig, ligesom et Menneske kunde
have Viisdom til at see, og Magt til at giøre alt
hvad han vilde, er det da ubilligt, om Gud døm¬
mer dem engang efter disse hovmodige Tanker,
som de have om sig selv? Og skulde de da vel
kunde undskylde sig med deres indskrænkte For¬
stand, med deres Afmagt, deres Svaghed? Det¬
te burde de jo have seet før, og i Stedet for at
giøre sig selv Byrden tungere, betient sig af saa¬
danne fornuftige Midler, hvorved de kunde giøre
den let? Th. Men en Christen maae dog aldrig
giøre sig nogen Byrde saa let, at han jo selv giør
alt hvad han kan? aldrig forlade sig saaledes paa
andres Raad, at han jo bruger al den Forstand,
som Gud har givet ham, til at prøve dem? Og
naar han har store Pligter, er denne Byrde stor
nok; han kan ikke beholde mange Øieblikke til¬
overs for at fornøie sig selv? Ph. Naar det var
vor Hensigt, kiere Theages, alene at fornøie os
i Verden, da maae vi endnu være mere bange for
alt det, som man kalder Høihed. En Christen,
som giør det til sin Hovedsag, at tiene Gud og
sin Næste, som arbeider i Haab om en tilkommen¬
de Belønning, han kan endog bære store Byrder
med Taalmodighed; men for den, som ingen
