198
hed til Menneskets Beste. Æren lader dens
Tilbedere ingen Roe her i Livet, og den beløn¬
ner dem kuns med Titler efter Døden; Christen¬
dommen giver os her midt i vores udvortes Virk¬
somhed et roeligt Sind, og efter Døden en fuld¬
kommen Lyksalighed. Burde vi betænke os paa
at vælge, om det og var vist, at Christendom¬
men var tungere? Men, saa meget er den vist
lettere, at den ikke forlanger af os at søge disse
høie Ting paa Jorden, som foruroelige Menne¬
skene saa meget, og som saa ofte spilde deres san¬
de Fornøielse her i Verden. Er det ikke allere¬
de meget? Æren tillader os aldrig at være roe¬
lig, aldrig at være fornøiet; den befaler os sted¬
se at tragte efter mere, om vi og derfor skulde op¬
ofre os selv, det hele menneskelige Kiøn, og alle
Pligter mod Gud: Christendommen derimod for¬
binder aldrig et Menneske til at søge mere i Ver¬
den, end Forsynet selv giver ham, det er nok, at
han bruger dette vel; den priser og belønner end¬
og saadan en Nøisomhed, naar den kommer ikke
af Ladhed, men af Hengivenhed i Forsynet; den
tillader os at døe ubekiendt af alle andre Slægter
paa Jorden, naar vi kuns have søgt at gavne
Menneskene i den liden Kreds, hvori Forsynet
satte os, og om vi i denne liden Kreds ikke fandt
en Ven, ikke en Taknemmelig, ere vi dog ved
det Vidnesbyrd, som vor egen Samvittighed
