199
giver os, mere lyksalige, end ved al den Ære,
som en Erobrer kan vinde ved alle Historieskriver¬
nes Berømmelser. Og hvad er denne Ære, kie¬
re Theages, som fornuftige Folk i Verden selv
foragte, mod det høieste Væsens Biefald, mod
saa mange salige Aanders Glæde over den mind¬
ste gode Gierning? Saa let er det at være en
Christen i de fleste Omstændigheder i Verden,
naar Forsynet ikke har kaldet os til høie Ting,
og naar vi ere, jeg vil ikke engang sige Christne,
men fornuftige nok til at begribe, at saadanne Ting
ere mere Byrder end Fordele. Th. Dersom
Menneskene tænkte saaledes, skulde vi finde flere
Exempler i Historien af Folk, som troede, at de
havde for meget, end vi nu have af Erobrere,
som stedse have søgt at faae mere. Py. Det
følger just ikke; fordi vi ikke skulde begiere mere,
derfor er det ikke sagt, at vi ikke skulde bruge det,
som bliver os fortroet, saa længe vi troe, at vi
kunde bruge det vel. Christendommen tillader
lige saa lidt, som Æren, at bortkaste af Mage¬
lighed nogen Anledning, som gives os til at tie¬
ne Gud og Menneskene, men Forskiellen er den¬
ne, at Christendommen befaler ikke at søge den;
den tillader ikke engang at ønske os nogen Magt
eller Formue, uden Gave til at bruge den vel.
Æren derimod byder os at søge den, om det
og var til vor egen og andre Menneskers Skade;
