220
Konst er den allersgtigste i Politiken, fordi paa
den beroer Brugen af alt det øvrige. Den et
intet mindre end vanskelig. To eller tre Max¬
imer ere i hans Tanker nok; ingen er saa eenfol¬
dig, at han jo kan begribe dem; men nogle, si¬
ger han, ere ikke dristige nok, andre ere for ær¬
lige eller for stolte, elter og for selvkloge til at sæt¬
te dem i Verk.
Den første Grundregel er, at man altid
bør tragte efter det høieste, og aldrig være for¬
nøiet, saa længe det er mueligt at blive meer end
man er. Dersom jeg, som andre Borgere her
i Byen, siger Mester Herman, havde ingen høie¬
re Ambition havt, end at være en god Haandverks¬
mand, skulde jeg endnu have været Kandestøber.
Det er undertiden en Lykke, siger han videre, for
dem, som ere fødte til noget Høit, at de ikke due
til borgerlige Haandteringer. Dersom jeg tid¬
lig var bleven berømt ved mit Haandverk, skul¬
de jeg maaskee være bleven lige saa stolt deraf,
som en brødløs Poet af sine Vers; men, just for¬
di jeg var en slet Kandestøber, derfor blev jeg
Borgemester. Denne Følelse af en vis Ubeqvem¬
hed til det, hvortil Nøden drev mig, lærte mig
først, at jeg maatte være fød til noget høiere. Og
denne Ahnelse bedrog mig ikke; thi jeg havde i
to Maaneder læst Aviserne, førend jeg havde Jnd¬
sigt nok til at finde Feil i de offentlige Underhand¬
