228
ikke alene havde Mod nok til at give mig al den
Myndighed, som min nye Værdighed udkrævede,
og at den alvorlige Mine, som jeg antog, var
nok til at opvække en dyb Ærbødighed hos alle
dem, som Dagen ilforn havde kiendt mig som
Kandestøber. Men det, som er det forunder¬
ligste, min Jndsigt voxte i en Tid af 24 Timer
saa meget, at jeg indsaae paa engang alt, hvad
jeg i mange Aar ikke kunde begribe, og at jeg blev
lige saa klog som de, der havde siddet mange Aar
i Raadstuen. Hvad saae da Mester Herman?
At alt, hvad der var gjort i Raadstuen, var u¬
forbedreligt. Denne Jndsigt, siger han, gjor¬
de mig mit hele Embede let; thi da jeg engang
vel var overbeviist derom, skrev jeg paa alle Fo¬
restillinger uden nogen videre Betænkning: Det
forbliver ved det Gamle. Jeg var altid enig
med de fleste af mine Colleger, at den største Deel
af Borgerskabet var fornøiet med mig, at endog
de, som tilforn tvivlede om min Dygtighed, gav
mig nu alle det Vidnesbyrd, at jeg af en slet
Kandestøber var bleven en god Borgemester.
En af de største Vanskeligheder i saadan¬
ne Embeder er, at svare Folk saaledes, at man
kan beholde sin Credit, og ikke love meere, end
man kan holde. Mester Herman har i denne
vigtige Sag gjort en besynderlig Opdagelse. Det
er skadeligt, siger han, baade at love og at nægte
