Folk noget. Det ene forbittrer dem strax, og
det andet giør dem misfornøiede i Tiden. Min
bestandige Regel var, at hverken svare ja eller
nei, og jeg bragte det ved denne dybe Politik saa
vidt, at, da jeg havde været mange Aar i Raad¬
stuen, vidste ingen endnu af hvad Tanker jeg var
i nogen Sag. Naar nogen af Byens Bestillin¬
ger skulde bortgives, gav jeg altid min Stemme
til den ældste Supplicant, og det feilede aldrig,
at jo denne i sit Embede var af samme Tanker
som jeg, at man skulde blive ved det Gamle. Jeg
loe af de andre Borgemestere, som talede meget
om at belønne Fortienester. De kunde aldrig
blive enige med sig selv; og naar de endelig ud¬
fandt en Person, som alle tilstod at have noget
af det, som man kalder Fortienester, havde de
det Uhæld, at de, for at hielpe denne ene, gior¬
de ti misfornøiede; det er ikke nok, sagde disse,
at man ikke agter vor Alder og Anciennete, man
beskiemmer os endog offentlig, ved at tillegge dem
større Fortienester, som ere yngere end vi. Kuns
to Gange har jeg forladt min Grundregel, en
Gang for at støde dem fra Valget, som en anden
Borgemester havde foreslaaet, og en anden Gang
fordi Embedet var saa besværligt, og Jndkom¬
sterne saa ringe, at ingen vilde søge det. Men
disse to Mennesker, som vare de eneste, hvilke
jeg hialp for deres Fortienester, takkede mig knap
