230
derfor; de ansaae det for en Pligt, og den sidste
troede, at baade jeg og Byen var ham forbun¬
det, fordi han godvillig paatog sig et Embede,
som ingen skiøttede om.
Da jeg saaledes ved nogle Aars Erfaren¬
hed havde lært, hvor let det var at være Bor¬
gemester, havde jeg siden saa stor Afskye for alle
Raisonneurs og Projektmagere, at jeg troede, at
der var intet saa unyttigt til, som det, man kal¬
der Lærdom og Videnskaber; thi jeg bildte mig
endnu ind, at alle disse Folk ikke gjorde andet end
Forslag til nye Forbedringer, hvilket streed mod
min Grundmaxime. Jeg indsaae siden, at jeg
gjorde dem Uret. Nogles Lærdom var af den
Beskaffenhed, at de rgisonnerede slet intet; de
talede mange Sprog, og naar man spurgte dem
om noget, vidste de kuns hvad Aar det var skeet,
og hvem der havde fortalt det, uden at bekymre
sig om det var ret eller ei. Disse Folk fornøiede
mig undertiden, fordi de sagde mig aldrig imod,
men tænkte alle, ligesom jeg, at man skulde bli¬
ve ved det Gamle. Andre vare kloge paa Him¬
melen, men kiendte saa lidt af Jorden, at de nep¬
pe vidste, i hvilken Gade Raadstuen laae. Disse
Lærde fortalte mig forunderlige Ting, som jeg ik¬
ke begreb, og iblant andet sagde de mig saa tidt
at jeg var lærd, at jeg virkelig troede det tilsidst.
Af de første lærte jeg Navnene af alle Borge¬
