231
mesterne, i hvad Aar enhver var fød, naar han
var bleven Borgemester, og naar han døde; de
sidste lærte mig at beregne, hvor mange Stene
der vare i Raadstuen. Med disse Folk fordrev jeg
ofte Tiden; men det tredie Slags Lærde kunde
jeg aldrig lide. De havde altid noget Nyt.
Den Borgemester, sagde de, havde først bragt
det Haandverk til Byen, en anden den Konst,
den tredie den Handel; og hvor meget disse end
havde giort, var der dog altid noget tilbage, som
de sagde, at Efterkommerne kunde giøre. En
fortalte, at det gik saa til i Lybek, en anden, at
det var saa i Rostok, og alle kom de overeens
deri, at der var noget Godt hos andre, som kun¬
de være lige saa hos os, og at det, som var nyt
her i Byen, var gammelt paa andre Steder.
Med saadanne Historier giorde de mig tidt saa for¬
vildet, at jeg ikke vidste mere hvad der var nyt
eller gammelt, og hvad jeg efter min egen Grund¬
regel skulde antage eller forkaste; og naar de be¬
gyndte at raisonnere, havde det ingen Ende.
Snart beregnede de hvor mange Folk der vare i
Byen, og hvor meget enhver kunde fortiene hver
Dag, og altid var Slutningen, at der baade kun¬
de være flere og at de kunde fortiene mere. Snart
vilde de, at alle Folk, indtil Kandestøbere og
Borgemestere, skulde studere. Med faa Ord,
de brød mig saa meget, at jeg engang gjorde et
