239
selv har seet. En fornuftig Frietænker tænker
ikke saaledes, uden alene i Religionen.
En Frietænker kunde ikke leve i noget Sel¬
skab i Verden, dersom han ikke forlod sig paa to
Menneskers overeensstemmende Udsigende; men
om og nogle hundrede Mennesker lode sig pine og
korsfæste, for at bekiende noget, som de selv hav¬
de hørt eller seet, maatte han ikke troe det, saa¬
snart det angik Religionen.
En Frietænker maae, som et fornuftigt
Menneske, troe, at det i de fleste Tilfælde er be¬
dre at handle efter en ufuldkommen Regel, end
at have slet ingen, at det er bedre at giøre noget godt
end intet; men saasnart der tales om Religionen,
paastaaer han, at det er bedre at troe slet intet,
end at begaae den mindste Feil; og at, naar man
ikke kunde bevise det mathematisk, maatte man
sør nægte, at der var en Gud til. Et Menne¬
skes Kundskab om Gud bliver altid ufuldkommen,
og en Frietænker troer derfor, at det er bedre, at
ikke tænke derpaa. Dersom nogen svarer ham,
at man ikke heller kiender et Menneske fuldkom¬
men, ikke engang sig selv, og at man derfor dog
ikke tvivler om det, som man erfarer, eller slut¬
ter sig til, meget mindre nægter at man selv er
til, da holder Frietænkeren sig til sin Grundregel,
at Religionen er det eneste, hvori alt dette ikke
gielder.
