242
han ikke, at andre troe saadan en Salighed, og
at den var værd at opofre noget for, førend han
holder dem for Narre. Det er ikke i dem, som
tilbede Æren, men kuns i de Christne, at han
fordømmer den Lærdom, som lærer Mennesken
at indskrænke deres Lyster, og at troe, at der ef
et høiere Gode til end det, som man smager.
For den vellystige Frietænker er der intet saa barn¬
agtigt og saa urimeligt til, at han jo søger at fø¬
re sig det til Nytte, for at forøge den Lyksalighed,
som han sætter i sine Følelser alene. Jndbild¬
ningen selv maae hvert Øieblik komme ham til
Hielp, for at bygge ham en Himmel fuld af uop¬
hørlige Vellyster her paa Jorden, og han agtet
saadan en indbildt Glæde, med hvis Forfængelig¬
hed han selv skiemter, for en virkeligere Deel af
hans Lyksalighed, end det Haab, som er bygt paa
den samme Viisdom, som opholder Verden¬
Kuns den Glæde, som en Christen føler ved at
forlade sig paa det evige Væsen, er ham en Daar¬
lighed. Han ønsker sig vel ofte at kunde være saa
glad, som disse svage Siele, men hans høie For¬
nuft tillader ham ikke at søge denne Glæde, uden
i de sande og visse Fuldkommenheder, i Titler og
Skuespil.
Et Menneske, som ikke vilde arbeide, som
levede vel, og fortærede hvert Aar mere end han
tog ind, handlede daarligen, og han maatte være
