249
Øine. Enhver forfængelig Hensigt bliver altid
en Plet, endog i den største Handling, og jo
større denne er, desmere røbes den menneskelige
Naturs Ufuldkommenhed derved, at den ikke kan
opfylde saa vigtig en Pligt, uden at opmuntres
dertil ved en Ærelyst, hvilken, naar den er al¬
lerreenest, dog er grundet paa Menneskenes Dom¬
me, at disse bedragelige Domme kunde gielde saa
meget hos et fornuftigt Kreatur, at Guds Yndest
og andre Menneskers sande Beste ikke altid er
nok til at opvække det til en ivrig Brug af alle si¬
ne Kræfter. Naar et Menneske saaledes under¬
søger sine egne Hensigter, naar han betænker, at
han har alting af Gud, ikke alene Kræfterne, men
og Leiligheden til at bruge dem, at hans Sam¬
vittighed baade bebreider ham mange Forseelser,
og viser ham store Feil, endog i hans beste Gier¬
ninger, da kan han aldrig nok erkiende sit eget
Intet. Men dersom vi misbruge denne Følelse
af vort eget Intet til enten at forsømme selv Plig¬
terne, eller foragte Dyden hos andre, da kunde
vi paa ingen Maade mere beskiemme baade Chri¬
stendommen og Philosophien. Jkke desmindre
ere der baade saadanne Christne og saadanne Phi¬
losopher til; hine sætte Christendormen, og disse
det, som de kalde Dyd og Viisdom, i en blot
Betragtning, i en Følelse af den menneskelige
Naturs Ringhed og Skrøbelighed, som forleder
