250
dem til at foragte Kundskaben, til at for¬
sømme de Leiligheder, som bydes dem til at
gavne andre, og til at søge Feil og Ufuldkommen¬
heder i de beste Handlinger, hvormed andre tieg
ne Gud og Næsten.
Man er i Christendommen forfaldet til de
samme Yderligheder, som vi bemerke hos de he¬
denske Philosopher. De fleste af disse vare stol¬
te nok til at lære, at Mennesket havde Kræfter
af sig selv til fuldkommen at opfylde alle Pligter¬
ne. De gave sig endog ud for at kunde lære Folk
Dyden ligesom en anden Konst eller Haandverk,
og denne Dyd bestod, som oftest, i et udvortes
Skin, i visse egensindige Handlinger, i en Fær¬
dighed til at forsvare og undskylde alt, hvad de
gjorde selv, og til at forvilde endog de naturlige
Begreber om Pligterne. Saadanne Folk vare
Sophisterne. Socrates lærte, at et Menneskes
Kræfter ikke vare saa store, som disse Folk ind¬
bildte sig; at de fleste Spørgsmaale, som de frem¬
satte, vare enten uopløselige for den menneskelige
Forstand, eller og ubetydelige; at det var fornuf¬
tigere at tilstaae sin Vankundighed, end at lade
sig forblinde af Fordomme, eller bedrage andre
ved falske Fornuftslutninger; at den sande Viis¬
dom bestod i at kiende sine Pligter, og endelig at
Kundskaben alene uden Guds medvirkende Naa¬
de ikke var nok til at øve Dyden. Af denne
