254
nesker, der intet Godt giorde, kunde undskyld
sig dermed, at andre, som giorde meget, do
ikke gjorde alt det, som de kunde giøre.
Den fornemmeste Aarsag til disse Afvigel
ser er, at man i Sædelæren sielden giør Dyden
Begreb ret fuldstændig. Jeg troer, at baad
Fornuften og Guds aabenbarede Ord ere enige
at udkræve til en sand Dyd følgende Egenskaber
1) At vi vide, hvad der er godt, og hvorfor de
er godt; at det ikke er Vane, Fordomme og men
neskelig Myndighed alene, men Fornuften of
Guds aabenbarede Ord, som bestemmer vore Be¬
greber; med saa Ord: at de menneskelige Hand
linger regieres af en sund Fornuft og en oplys
Samvittighed. 2) At vi vilde det Gode ikke af
Egennytte, Ære eller Frygt alene, men ford
det er godt, d. e, overeensstemmende med Gude
Villie og Skabningens Fuldkommenhed. 3) A¬
det bliver ikke ved Kundskaben og den almindelige¬
Villie alene, men at enhver med Virksomhed og
Lyst bruger de Kræfter og den Leilighed, som Gud
giver ham, til at udrette noget Godt. Og en¬
delig 4) at vi med Ydmyghed og Taknemmelighed
erkiende, at vi have disse Kræfter, denne Kundskab,
Lyst og Leilighed til at giøre det Gode, af Gud,
at vi selv ere intet, og kunne intet uden ham; at
vi derfor ingen Belønning fortiene, at Belønnin¬
gen lige saavel som Dyden selv er en Naadegav
